Nyheder

nyheder

Nyhedsbrev

Kære spejdere og spejderforældre

Foråret 2016 er i fuld gang og ligeså er spejderåret 2016.

I foråret 2016 har vi budt velkommen til en masse nye spejdere i mikro og minigrenen – og det er vi rigtig glade for.

Det betyder også at vi fra nu af begynder at differentiere spejderarbejdet, således at spejderne bliver delt op på møderne i en mikrogren og i en minigren, hvor mikroerne (primært 0. og 1. klasserne) laver spejderarbejde for de mindste sammen med Kathrine, mens minierne (primært 2. og 3. klasse) laver spejderarbejde sammen med de øvrige ledere.

På den måde bliver møderne både spændende, sjove og udfordrende for de mindste men vi kan samtidig også have fokus på at lave spændende og sjovt spejderarbejde for de større, som er mere alderssvarende og udfordrende. Vi håber I vil tage godt imod den nye opdeling.

Til september starter vi en juniorgren op. Juniorerne er spejdere i 4. og 5. klasse. Vi har haft flere af vore ledere på lederkurser hen over 2015 og 2016 således at vi er parate til også at kunne udfordre de børn der rykker op i juniorgrenen. Det bliver rigtig godt, og vi glæder os.

Traditionen tro tager vi på sommerlejr med alle vores spejdere. Turen går i går til Det Danske Spejderkorts Center ”Holmen” i København, hvor vi skal sove i telt og lave en masse sjove aktiviteter for børnene. Sommerlejren i år løber af stablen i Kr. Himmelfartsferien, så det er lige om lidt. Vi håber at rigtig mange vil bakke op om turen – har du ikke tilmeldt dig endnu er det ikke for sent – der er stadig ledige pladser. Også selvom du kun kan deltage en enkelt overnatning eller to.

I 2016 fylder De Blå Haslevspejdere 75 år. Og det skal fejres. I vil høre herom inden sommerferien.

Efter sommerferien er vi i gang med at arrangere gruppetur den 3.-4. september, hvor vi rykker spejderne op i den næste gren. Turen er for alle spejdere, også selvom ikke alle spejdere rykker op til mini eller juniorerne. I vil høre mere om turen i august, når vi starter op efter sommerferien. I kan dog allerede nu sætte et kryds i kalenderen.

 

I hytten vil vi inden længe hænge en kalender op med alle datoer for ture og arrangementer således at I kan følge med i Jeres børns spejderaktiviteter. På den måde kan I både se gruppens kalender på vores hjemmeside men også nede i hytten på vores opslagstavle.

 

Slutteligt vil vi tillade os at minde om at betale kontingent for 1. halvår 2016. Kontingent udgør 225 kr. pr. halvår og kan indbetales til gruppens konto i Nordea, reg. nr. 9617, konto nr. 6281 398 758.

 

Med spejderhilsen

Rikke, Christian og Tonny